Arguineguin

 

Johnni Balslev ©


Fiskerbyen Arguineguin på Gran Canarias sydkyst er kendt for sit lokalmiljø med gode restauranter og tapasbarer.


Udvalget af tapas er forvirrende: Okseragout med ærter og gulerødder, pølsesalat, svinekød med kartofler, makaroni i kødsovs, marinerede sardiner, blæksprutter i edike/olielage, muslinger, fiskerogn i saftig lage, nyremix og grove kødboller for at nævne dem jeg kan oversætte. Jeg må slippe 25 kr for to portioner med blæksprutter og fiskerogn, med brød til. De skylles ned med en Dorada-øl til 10 kr og en cortado-kaffe til 7. Alt ialt en glimrende frokost til under 45 kr.


Arguineguin er bedst, når det ikke er markedsdag. Med mindre man gider traske hælene af hinanden i tirsdagens menneskemylder. De andre ugedage er den lille fiskerby et charmerende afbræk fra de store turiststeder som Puerto Rico og Playa del Ingles.


Mød de lokale

Livet i de snævre gader med forretninger, der blot er et hul i muren, kan sænke blodtrykket på selv den mest stressede nordbo. De lokale beboere har tid til at smile til dig, og så er der heller ikke overrendt på de gode restauranter og barer.


Her i Restaurant Arguineguin er stemningen fin blandt de lokale fiskere inde i Tapas-baren. Der er mere stille i den tilstødende restaurant-afdeling. Vi får ordnet verdenssituationen et par gange, og det lykkes mig næsten at forklare flere forunderlige detaljer i brugen af mit kamera.


Fiskerbådene sætter deres præg på havnen i Arguineguin. Det lille værft kan klare alle småreparationer, også på de atlantkrydsende lystbåde, der står flere af på land. Havnens eneste store skib, Armas, benyttes til eendagskryds langs kysten af Gran Canaria.


Fra pladsen ved havnen er der en flot udsigt ned langs kysten og videre til det sneklædte Teide på naboøen Tenerife. Der er flere gode fiskerestauranter langs havnepromenaden, og et par rimelige bystrande.


Meget skandinavisk

Her i 2011 er der tre danske restauranter/barer i Arguineguin. Det er Vo Vo ved markedspladsen, Paradise i centrum og Compas Amigos i centret Ancora. Vo Vo ejes af Jan og Birte. Alle kalder det hyggelige danskersted for Volvo.


- Men det måtte jeg ikke kalde stedet. Jeg blev anmeldt for det, griner den tidligere Volvo-mekaniker. Jan måtte så stryge l’et. Paradise havde lukket på grund af et nedfaldent loft. Ovre i centret hos Jørgen og Anita spilles der rigtig billard. - Vi har lige haft besøg af Bo Bech i forbindelse med en TV-serie, hvor han kommer ud og hjælper til.


Et skilt viser hen til Den Norske Sjømannskirke. Jeg blev nysgerrig for nogle år siden og kiggede indenfor.


Bag den triste facade åbenbarer sig en hyggelig varanda med en fremragende udsigt over havet. Små grupper af voksne sludrer med hinanden over en kop kaffe. Jeg får kontakt med en venlig mand. 


Hans Kristian Havgar har været diakon på stedet i mange år med sin kone og tre børn. Jobbet som diakon beskriver Hans Kristian Havgar som en kirketjener, der tager sig af de sociale aspekter i kirkearbejdet.


- Vi får besøg af omkring 150 mennesker om dagen, siger han. Det svarer nogenlunde til det antal bryllupper Den Norske Sjømannskirke forretter om året her på Gran Canaria.


- Min hustru er kateket og underviser bla. de kommende konfirmander. Vi har en skole med 300 elever. Der er endda en gymnasielinie. Husk på at der er ca 3 - 4.000 fastboende nordmænd på Gran Canaria, fortsætter Hans Kristian Havgar. En stor del af dem er ganske vist pensionister, der kun er her fra oktober til april.


Havgar indrømmer, at den billige spiritus kan give problemer, men alle har et fristed her i kirken. Den rummer bl.a. også et veludbygget bibliotek og en  kirkesal til en stund i fred og ro.


Min vej falder lige indenfor i det store Sun Wing Resort ved siden af. Store turistbusser bakker rundt på den trange plads, mens guiderne kæmper med flere hundrede gæster og deres kufferter. De skal afsted på næsten samme tid. Ikke underligt at der breder sig svedpletter i armhulerne. Kontrasten til den stille kirke bliver større, da jeg får øje på et kæmpemæssigt ur midt ude i det ellers dejlige poolområde. Det må være en svensk idé.


Timeshare-luksus

Der er ikke langt til Patalavaca, men kyststien har fået sig en ordentlig tur af det barske Atlanterhav. Store betonklodser er vendt hulter til bulter. Sådan skrev jeg for en del år siden, og promenaden er stadig ikke ordnet på strækningen mellem Arguineguin og Patalavaca.


Patalavaca overrasker positivt med et par små strande og en lille koncentration af hyggelige barer og restauranter. “Kleine Freiheit” er en hyggelig pub på promenaden med et præg af Sct. Pauli i Hamborg. Fodboldklubben altså!


Længere henne kommer det lille danske Freya. Freya lukker om eftermiddagen, men man kan fortsætte hos det samme værtspar Karin g John oppe i den nydelige restaurant Eden i den store rundkørsel. Det er også i rundkørslen, at man kører ned under hovedvejen for at komme til strandene i Patalavaca. Man kan ikke komme langt til venstre på promenaden, men fortsætter man ud forbi Freya kommer man ud til de store luksusklassehoteller. Det gamle Steinberger “Las Dunas Canaria” er ved at blive ombygget til luksuslejligheder, der så skal udlejes gennem Radisson Blu. I området er der en udmærket lille strand. Men den bedste strand ligger få hundrede meter fremme. Den hører til det imponerende norske timeshareprojekt Anfi del Mar.


Anfi er grundlagt af den norske idémand Bjørn Lyng. Projektet omfatter  869 luksuriøse lejligheder, tropiske haver, mange swimminpools, 7 barer og restauranter, tennisbaner, et shoppingcenter, et aktivitetscenter for børn, en marina til omkring 80 både og en lille frodig ø. Til det kommer blandt meget andet en kridhvid sandstrand med 11.000 tons importeret sand fra Bahamas i Caribien. Stranden kan heldigvis benyttes af alle. Bjørn Lyng dødede på Gran Canaria i 2006, 81 år gammel.


For os almindelige turister slutter promenadeturen her. Underligt, at man endnu ikke har fået promenade hele vejen mellem Puerto Rico og Arguineguin. Myndighederne burde tage på studietur til naboøen Tenerife, hvor Playa de las Americas har fået en 7-8 km lang strandpromenade. Den er endda kørestolsvenlig.


Men her må vores korte tur til Puerto Rico foregå med lokalbus, taxi eller båd.


Fly

www.cimber.dk (direkte)

www.norwegian.dk (direkte)

www.iberia.com (via Madrid)

www.sas.dk (via Madrid)

Tilbage til menuen!Charterrejsen.html